Tilbage Frem

13-09-2005

Puha, nu er der gået lang tid igen.
Det går så hurtigt det hele, og den ene dag tager den anden.
Pigerne er blevet så store, de kan nærmest alt føler man.
Vi har jo været igennem en sommer hvor det både har været lortevejr og rigtig dejligt sommervejr. Hvor er vi bare glade for haven.
Så har Lea og Maja haft deres første legekammeratbesøg - Cassandra var på besøg en søndag, hvor der blev hygget i badebassinet og tisset over kors i busken.
Bleer er der ikke noget stort forbrug af mere; Der kommer ble på i fire ud af fem tilfælde når der skal leveres andet end tis. Maja sover uden ble om natten og har gjort det en måneds tid, og indtil nu har der kun været tre uheld, så det er jo glimrende.
Lea har stadig ble på om natten, men det varer vist ikke så længe mere.
Lørdag den 20.august var vi til vejfest (ja, hvem havde troet det), og det viste sig at der faktisk er en del legekammerater på vejen. Det gik rent faktisk op for os at vores nabos datter går på sammme stue i Villa Maj, som Lea og Maja gør - kald os skarpe eller hvad, vi har boet her i to år, og har ikke været i stand til genkende naboen når man mødte dem i børnehaven - men bedre sent end aldrig.
Vejfesten lærte også forældrene at babyalarmen er i stand til række hele to huse og adskillige flasker vin uden problemer. Så det er ikke kun potentielle legekammerater der er på vejen, det er generelt nogle ret søde mennesker.
Lørdag den 20. august var også Lea og Majas sidste hele dag med sutter, for om søndagen cyklede vi ned til suttetræet og sagde endelig farvel til ca. 20 fint indbundne sutter. Heldigvis havde suttefeen været på besøg da vi kom tilbage. Hun havde leveret bamser, sparegrise og sjippetove. Stort hit! Sorgen indtraf dog om aftenen da det gik op for vores piger, at det var slut med sutterne. De første to aftener var det vist ikke så sjovt, men efter det gik det meget fint. Der blev vel spurgt til sutter en uges tid. Det var værst for Maja, for det viste sig at hendes uundværlige sutteklud hang hermetisk sammen med sutten. Suttekluden var ganske enkelt ubrugelig, når der ikke var nogen sut - så det stakkels barn fik en kold tyrker på både sut og sutteklud på samme tid.
Lea og Majas mormor og morfar har ryddet op i deres kælder og det betød at der på Vangedevej blev leveret en stor kasse med Barbieting - STOR SUCCES! Man kan roligt sige at en del tid i øjeblikket går med at lege med Barbie og klæde dem af og på. Tak og pris til genbrug - der er jo for en formue i lækkert 70'er outfit.
Så har trunterne været til deres sidste tvillingeundersøgelse på Rigshospitalet. De er generelt lige under middel i vækst- og vægtkurver, men ellers meget fine. Der er dog en lille defekt på Leas ene nyre, der gør at hun potentielt vil have nemmere ved at få blære- og nyre/bækkenbetændelse end flertallet. Men det er jo bare godt at vide, så kan man holde øje med det.
Der er sikkert sket en hel masse mere: Tivolibesøg, Zoologisk museum og 1000 andre ting.... :-)